Udlevering til Island – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Nordisk Forskningsinstitut > Samlinger > Håndskriftsamling > Udlevering til Island

Udlevering af håndskrifter

Udleveringen af håndskrifter fra Danmark til Island er historisk set en imødekommelse af vedvarende krav fra islandsk side, der begyndte i 1830'erne, men som først spidsede til over hundrede år senere efter Islands konstitutionelle adskillelse fra Danmark i 1944; og kravet hænger nøje sammen med den islandske kamp om politisk uafhængighed fra Danmark. Det islandske tilbageleveringskrav tager sit udgangspunkt i det faktum, at da Árni Magnússon testamenterede sin håndskriftsamling til Københavns Universitet, var dette samtidigt Islands universitet.

Den første formelle anmodning om tilbagelevering kom i 1830'erne fra Islands biskop, Steingrímur Jónsson, der ønskede alle de diplomer, der omhandlede de tidligere bispesæder i Skálholt og Hólar. Dette blev afvist.

I 1907 anmodede man fra Altinget om at få udleveret de retslige og kirkelige dokumenter, som Árni Magnússon havde lånt men aldrig leveret tilbage. Denne anmodning blev ligeledes afvist. En fornyet anmodning i 1925 førte dog til at Island to år senere fik 4 håndskrifter og o. 700 diplomer fra Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling.

Folketingets afgørelse

I kølvandet på Islands adskillelse fra Danmark rejstes der et krav om at få udleveret alle de islandske håndskrifter, og efter en længerevarende, hidsig debat vedtog Folketinget i 1965 en lov, der gik ud på, at de håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, der kunne defineres som islandsk kultureje, skulle udleveres til Islands Universitet (Handritastofnun Íslands, nu Stofnun Árna Magnússonar í íslenskum fræðum).

Dér skulle de opbevares i overensstemmelse med de regler, der var nedlagt i Fundatsen for Den Arnamagnæanske Stiftelse, og de håndskrifter og diplomer, der blev vedtaget at tilhøre islandsk kultureje, skulle være skrevet af en islænding på Island om islandske forhold.

Denne bestemmelse sørgede også for, at man udleverede håndskrifter fra Det Kongelige Bibliotek, der faldt inden for samme kategori. Disse bestemmelser blev først stadfæstet ved en traktat i 1971, og umiddelbart efter traktaten blev de to første håndskrifter, Codex Regius og Flatøbogen, sejlet til Reykjavík med fregatten Vædderen og overrakt ved højtidelig ceremoni.

En særlig paragraf var blevet oprettet i forbindelse med udleveringen af de to håndskrifter, der begge tilhørte Det Kongelige Bibliotek, og som ikke kunne regnes for islandsk kultureje efter den ovenstående formulering; men som ikke desto mindre spillede en yderst betydningsfuld rolle, idet Codex regius indeholder Edda-digtene i sin helhed, mens Flatøbogen er det største og et af de mest overdådigt udsmykkede islandske håndskrifter. Begge var blevet sendt fra den islandske biskop Brynjólfur Sveinsson til Kong Frederik d. III i midten af 1600-tallet.

Håndskriftudleveringen

Efter udleveringen af de to betydningsfulde håndskrifter oprettedes der et udvalg bestående af to danskere og to islændinge, hvis opgave bestod i at undersøge samlingerne og foreslå hvilke håndskrifter, der skulle sendes fra København til Reykjavik. Den første forsendelse efter den ceremonielle overlevering af Codex regius og Flatøbogen blev sendt af sted i juni 1973, og udleveringen foregik over 25 år, indtil de to sidste håndskrifter blev afleveret ved en højtidelig lejlighed i juni 1997. Alt i alt blev der, ud over de islandske diplomer og apografer, udleveret 1666 håndskrifter fra Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling og 141 fra Det Kongelige Bibliotek.